For at drøje på indtægterne begyndte man i Östnor by i Mora at fremstille det nu så kendte Mora ur. Når den normale arbejdsdag var forbi, satte bønderne sig ind i stuen og gik i gang med deres ekstrajob. På den måde blev grundlaget for den håndværkstradition, der i dag er en af egnens største aktiver, lagt.
Urværksfremstillingen gav viden og erfaring i at arbejde i messing, og hele landsbyen lignede et stort urmagerværksted, men i midten af 1800-tallet ophørte urfremstillingen dog næsten. Konkurrencen fra de billigere og kvalitetsmæssigt dårligere ure fra Tyskland og Amerika blev for stor.
Nu begyndte man i Östnor at fremstille Sveriges første symaskiner. Efter tolv års produktion måtte man konstatere, at symaskinepriserne under den herskende depressionen var blevet så lave, at fabrikkens andelsindehavere ikke kunde opnå tilfredsstillende resultater.
Næste industriforsøg i landsbyen blev nu gjort af bymændene Finn Anders Andersson og Frost Matts Mattsson.
Finn Anders tog produktion af knive op. En kniv, der efterhånden har fundet et marked over hele verden (Mora kniven). Og gørtleren Frost Matts Mattsson har siden midten af 1800-tallet støbt urhjul til dem, der fremstillede Mora ure, og desuden søljer til egnes folkedragt samt hestebjælder og seletøj. I 1876 støbte han sin første vandhane og indledte dermed den berømte produktion af vandhaner fra Östnor.
Frost Matts Mattsson døde i 1914, men allerede inden da havde hans sønner, Anders og Karl, overtaget ledelsen af faderens værksted (FM Mattsson).
I 1926 lammede en årelang strejke arbejdet hos FM Mattsson, hvilket førte til, at Frost Karl året efter startede sin egen fabrik. 12 mand fra den gamle virksomhed fulgte med Frost Karl til Mora Armatur.
Frem til 2003 var de to varemærker to separate aktieselskaber, men på dette tidspunkt blev det besluttet, at de ville fusionere til et fælles selskab. Sammen med Priveq Investment blev Ostnor AB oprettet.